– Karate siden 1981 –

31.8.1981 startede AAKK i lokalerne i Agoraen på Høje Kolstrup.

Her ligger vi også den dag i dag.

Klubben blev stiftet af senpai Jørgen Fogt som i dag er æresmedlem i klubben. I 2002 startede han sammen med hans kone Margit Gråsten Karate Klub.

Oprindelig havde senpai Jørgen startet klub i Felsted 2 år tidligere, men da Lundtoft kommune skulle spare besluttede de sig for at lukke for det varme vand. D.v.s man skulle efterfølgende bade i koldt vand, og det var jo ikke så rart. Derfor søgte senpai Jørgen efter lokaler i Aabenraa, og valget faldt så på disse lokaler vi sidder i her i dag.

Senpai Jørgen havde selv trænet i Sønderborg igennem mange år, så han havde fået mange kontakter.

Vi kaldte dengang vores stil BUDO karate, denne karate stil var nok på det tidspunkt den eneste i DK der i sin natur var helt åben over for andre karate- og kamsports systemer, således at det bedste fra andre systemer til enhver tid kunne afprøves og indpasses indenfor BUDO- karatens rammer.

Gennem denne åbenhed har BUDO-karate udviklet sig fra oprindeligt at være knock-down karate til i dag at være et ALL style system, dette medførte – populært udtrykt – at alt hvad der var effektivt blev trænet i Aabenraa Karate Klub.

Vi havde på daværende tidspunkt sammenarbejde med mange klubber i Jylland, især Sønderborg Karate Klub, men også klubber fra Randers, Viborg, Århus o.s.v.

Vi deltog i mange stævner rundt omkring i landet hvor vi kæmpede traditionelt. Og det var indenfor DAI regi. Den gang var der rigtig mange dygtige kæmpere, så niveauet var meget højt når man var ude for at kæmpe.

Men der skete så en opløsning i starten af 90érne blandt klubberne, idet næsten alle dem vi samarbejdede med overgik til ASHIHARA karate, et helt andet system end det vi var vant til.

Vi var vist den eneste klub som sagde nej til at gå med. Vi klarede os så selv i en del år. Det betød så ikke så meget idet, vi vandt rigtig mange stævner rundt omkring i landet.

Så den 1.1.1997 blev vi optaget i Dansk Kyokushin Karate Organisation (i dag kaldet DANSK KARATE UNION), det system vi træner den dag i dag. Det oprindelige system vi trænede til, lignede meget kyokushin Karate, så overgangen var ikke så slem. Vi mente tiden var inde til at vi blev organiseret inden for et system. Her kunne vi så blive opdateret løbende i og med at der var karate folk der var højt gradueret som kunne bidrage med de nye teknikker o.s.v der løbende måtte komme.

Et samarbejde som kører rigtigt godt i dag. Det er også derfor at vi bl.a. kan deltage på fælleslejre såsom sommer, vinterlejr o.s.v.

Vi har haft mange dygtige folk i klubben gennem tiderne, bl.a. også 3 landsholdskæmpere. Den mest kendte er selvfølgelig Brian Jacobsen, som både har vundet Danish Open, All style karate i Japan samt mange andre stævner rundt omkring i Europa. Han er stadigvæk på landsholdet.

Klubbens medlemstal er gennem årene vokset støt og roligt. således at det i de seneste år har ligget over 100 medlemmer.

Klubben optager nye medlemmer to gange om året, i januar og september måned. Her er alle velkomne til at møde op og træne med.